Bavnebjerg er et moderne botilbud for voksne mennesker med varige fysiske og/eller psykiske funktionsnedsættelser. Vi yder pædagogisk og praktisk støtte efter Servicelovens §83 § 85 og er drevet af Skanderborg Kommune, Fagsekretariat Ældre og Handicap.
Pædagogisk fokus
Vores tilgang er moderne relationspædagogik. Inden for den ramme bruger vi forskellige metoder i arbejdet med den enkelte beboer: Vi arbejder ud fra Marte Meo principper, anvender neuro-pædagogisk viden og udredning, Det-kan-nytte-pædagogik, miljøterapi og jeg-støtte.
En professionel samarbejdspartner
Du vil som sagsbehandler opleve Bavnebjerg som en moderne samarbejdspartner, der arbejder fokuseret med de mål, der bliver beskrevet i §141 handleplanen. Du vil også opleve en løbende ærlig og åben dialog om beboernes udvikling og behov i takt med, at behovene ændrer sig.
Alle beboere har et kontaktteam i personalegruppen, der til hver en tid kan give en professionel status på arbejdet med beboerens individuelle mål.
Bavnebjergs ydelser
Der er rig mulighed for at modtage differentierede ydelser på Bavnebjerg.
Blandt andet differentierer vi ydelserne inden for:
- Kost
- Tøjvask
- Buskørsel
- Ledsagelse
Beboerne er indskrevet i takst 12A – 14A. Hertil kommer dagtilbud i daghjemstakst.
Beboerne betaler husleje og modtager boligsikring.
Når en beboer er på ferie eller weekend og vi har fået besked om det senest tre dage i forvejen, giver vi refusion for maden i de dage, beboeren ikke er her.
En del af beboerne har ledsagerordning. Dette kræver bevilling fra hjemkommunen.
Der er mulighed for at tilkøbe ekstra ydelser
Fagligheden på Bavnebjerg
Medarbejdergruppen består primært af pædagoger, men også pædagogiske assistenter og uuddannede er ansat.
Vi har studerende fra pædagoguddannelsen, fra både øvelsespraktikanter til 2. og 3. lønnede praktikanter.
Bavnebjergs boliger
Bavnebjerg er indrettet i tre enheder – Hus A, B og C. Hvert hus har fællesstue og køkken og otte lejligheder med eget bad og tekøkken. Hus B er indrettet med store badeværelser beregnet til brug af hjælpemidler.
Bavnebjerg har vågen nattevagt.
Familier og sagsbehandlere er altid velkomne til at ringe og aftale tid for et besøg med rundvisning og en uforpligtende snak med en af Bavnebjergs ledere.